Tilfredshedsgaranti
Prisgaranti
Fri fragt
Dag til dag levering
En ”turn around manager” er en leder, der bliver sat i spidsen for en skrantende virksomhed for at ”vende skuden” og få den til at fungere og give overskud. I denne funktion havde Yves Laurijssens bl.a. arbejdet for flere foretagender. Men han anede intet om at lave vin, så hvad fik ham til at flytte fra Belgien til Spanien i 2012, da han var midt i 30’erne, sammen med sin kone Sofie og tre små børn for at blive vinbonde? Svaret er at den virksomhed, han arbejde for, netop var blevet solgt; han skulle alligevel starte på en frisk og børnene nærmede sig skolealderen, så hvorfor ikke i udlandet? Efter ni måneders rundrejse i Spanien faldt valget på Valencia-regionen, hvis favorable klima og afslappede befolkning vandt hans hjerte. Med erfaring som innovativ leder, men uden kendskab til vindyrkning, startede Yves med gode medarbejdere og vilje til at lære af sine fejltagelser. Yves satser på moden frugt fra gamle vinstokke med lokale druesorter, og hver eneste investeret euro går til at forbedre vinens kvalitet og hverken til markedsføring eller flotte smagelokaler.
Vinen
Tibó er lavet på 20% Moscatel og 80% Merseguera fra 25 år gamle vinstokke. Et lavt høstudbytte er med til at sikre kvaliteten af mosten. Efter gæringen opbevares 85% af vinen i rustfri ståltanke, mens 15% modnes på bundfaldet fire måneder i 225 liter egefade. Merseguera-druen dyrkes næsten kun i Valencia, hvor den giver lette hvidvine med moderat alkoholstyrke. I glasset ses gyldne glimt i den strågule farve, og den delikate duft af æble og fersken har en aromatisk krydring, der stammer fra Moscatel-druen. Smagen af æble og pære har toner af tropisk frugt med oplivende mineralitet, diskret kernebitterhed og en sprød syre.
Maden
Laurijssens-familiens ambition er ”affordable luxury” hvilket vil sige en vin der kan nydes og værdsættes for sine egne fortræffelige kvaliteter til en rimelig pris. Dertil kommer ”bred anvendelighed” hvilket vil sige en vin, der kan ledsage alt godt fra havet lige fra enkle fiskeretter til en luksusanretning som jomfruhummerhaler med salat og aïoli.