Dag til dag levering

Fri fragt

Leveres til døren

Nye vine hver måned

Tilfredshedsgaranti

Prisgaranti

Fri fragt

Dag til dag levering

2020 The Wedge White Blend, Babylon’s Peak, Swartland, Sydafrika

  • Årgang: 2020
  • Vol.: 13
  • Distrikt: Swartland, Sydafrika
  • Drue: Chenin Blanc, Rousanne

Beskrivelse

Kan man lave hvid vin i et sort land? Swartland har ikke fået sit navn fordi alt er brændt til aske under Sydafrikas brændende sol men efter den sorte farve, som den lokale næsehornsbusk (renosterbos), antager efter nogle dages regnvejr. Swartland er også navnet på et stort vindistrikt 65 km nordøst for Cape Town i Sydafrikas Western Cape provins. Klimaet her er varmt og tørt hvilket giver to fordele i vinproduktionen: mindre risiko for råd og svamp samt høst af små, tykskallede druer med masser af aroma og smagsstoffer. Familien Basson har dyrket vin på skråningerne ved Paardenberg siden 1919. Efter at have afsluttet sin uddannelse som vinmager i 2003 er det nu Stephan Basson, fjerde generation, der holder familiens stolte traditioner for vinavl i hævd i et tæt samarbejde med sin far. 

Basson-familiens vingård har fået navnet ”Babylon’s Peak” fra en iøjnefaldende klippetop af granit, Babylonstorensom klippen hedder på sproget afrikaans, der ligger midt i vinmarkerne. Babylon’s Peak ligger kun fire kilometer fra en anden ”peak”, toppen af Paardenberg, i 2200 meters højde.  Vinmarkerne omkring Babylon’s Peak er med en højde på 700 meter over havet nogle af de højest beliggende i Swartland, og de kølige sommernætter i højdedragene er en del af forklaringen på at man kan lave dejlig hvidvin i det ”sorte lands” varme sommer.

Vinen

”Den hvide blanding” består af druerne Chenin Blanc og Roussanne. Chenin Blanc er kendt fra Loiredalen i Frankrig, men i Sydafrika, der opfylder druens krav om sol og varme, opnår druen perfekt modenhed og aromatisk velsmag. Roussanne er en elegant, grøn drue af høj kvalitet kendt fra de hvide hvine i den nordlige Rhônedal. Den er vanskelig at dyrke, men når det lykkes giver den aromatiske vine med duft af forårsblomster, flot fylde og god syre. Vinen i glasset har en bleg, grøn tone og en intens aroma af jasmin, passionsfrugt og citrus. Smagen har en cremet fedme og en krydret frugtsødme med toner af pære, kvæde, abrikos og lime med flot længde i smagen og en harmonisk syrefinale. 

Maden

”Den hvide blanding” i glasset har en intens smagsfylde som gør den i stand til at ledsage retter med en rig smag alt  fra skaldyr og fede fisk til fjerkræ i flødesauce.